Velkommen!
Når du læser dette, er du måske allerede i gang med at overveje, om Astrup-Sønderskov Friskole er det rigtige skolevalg for dig og dit barn.cMåske ved du, hvad friskoler er og måske ikke.
For at klæde dig godt på til at tage en beslutning, har vi samlet de mest relevante informationer her.
Selvom vi gerne ville, kan vi ikke beskrive den stemning, der omgiver både elever og ansatte i dagligdagen. Den må du komme på besøg og mærke selv.
Uanset om du er klar til skoleskift eller bare er ude og sondere terrænet, er du altid velkommen til at kontakte skoleleder Søren Ohrt Mikkelsen på 61 51 32 13 eller soren@asfri.dk.
Der kan være mange årsager til at skifte skole. Eksempelvis det naturlige skoleskift, når man flytter eller hvis skolen kun går op til 7. klasse.
Men det kan også handle om trivsel, manglende faglige udfordringer, manglende tillid til skolen osv. I disse tilfælde er skoleskift ofte en lang proces som kræver gode snakke - både derhjemme men også med den nuværende skole. For som forælder ønsker vi altid, at den første skole er den rigtige.
På Astrup-Sønderskov Friskole har vi en del elever, som har startet skolelivet på andre skoler, men som er landet hos os i løbet af deres skoleforløb. Vi har derfor mange erfaringer med at modtage nye elever i alle aldre og med vidt forskellig baggrund. Fælles for dem alle er, at det kræver energi og tålmodighed at komme ind i et nyt fællesskab, og derfor kommer den ønskede forandring i trivsel ikke nødvendigvis lige med det samme.
Hvis I tænker, at ASF kunne være en skole for jeres barn, så skal I starte med at tage kontakt til vores skoleleder Søren Ohrt Mikkelsen og aftale et møde. På mødet, hvor den kommende klasselærer ofte deltager, får I lejlighed til at se skolen og høre om skolens og klassens liv og hverdag. Her har I også mulighed for at stille de spørgsmål, I måtte have om skolen.
Det er vigtigt for os, at vi får et klart billede af jeres barn, så vi kan lave en plan for, hvordan vi bedst muligt kan tage imod jer. Derfor vil vi tale om baggrunden for skoleskiftet og om jeres barn måtte have særlige behov, vi skal tage hensyn til. Vi beder og tilladelse til at kontakte den nuværende skole samt relevante afdelinger i kommunen. Når alle relevante oplysninger er samlet, drøfter skolen om vi kan tilbyde en plads på skolen til jeres barn. I vurderingen kigger vi primært på, om jeres barn kan rummes i den eksisterende klasse og om vi kan tilbyde det, jeres barn har brug for.
Vi har samlet svar på en lang række af de mest stillede spørgsmål i en forældrehåndbog, som du kan finde her.
Vi ses! Læs mere i menuen i toppen.